Multipel sklerose (MS) og tarmfunktionen

Multipel sklerose (MS) er en livslang neurologisk tilstand, der påvirker nerverne i hjernen og rygmarven, dvs. centralnervesystemet. Ikke alle personer oplever de samme symptomer.

I MS angriber kroppens immunsystem fejlagtigt myelinet, hvis funktion er at beskytte nervefibrene i centralnervesystemet og sikre en problemfri overførsel af beskeder mellem hjernen og kroppen. Disse angreb beskadiger det beskyttende myelin (kaldet demyelinisering) og nervecellerne, hvilket forhindrer beskederne i at nå korrekt frem. Skader eller ardannelse (sklerose) kan forekomme i forskellige dele af centralnervesystemet, og de symptomer, som en person får, afhænger af placeringen, eller hvor mange læsioner personen har. De almindelige fysiske symptomer er synsforstyrrelser, problemer med balancen, svimmelhed, træthed, blære-/tarmproblemer samt muskelstivhed og/eller -kramper.

MS kan opdeles i tre typer:

  • Tilbagefald/remittering
  • Primær progressiv
  • Sekundær MS

Det er vigtigt at forstå, hvilken type MS en person har, idet nogle symptomer forværres over tid uden forbedring (progressiv MS), mens tilbagefald/remitterende MS medfører kraftig forringelse af nogle symptomer, men også en midlertidig forbedring af andre symptomer.

Tarmene styres af de samme nervebaner som urinvejene, og de kan også blive påvirkede af MS. Afbrydelsen af beskeder mellem hjernen og forskellige dele af fordøjelsessystemet medfører problemer med langsommere passage af mad gennem tarmkanalen, nedsat følelse i endetarmen og nedsat kontrol over musklerne i endetarmsåbningen, hvilket kan medføre problemer som f.eks. forstoppelse og fækal inkontinens. Forstoppelse, diarré og tab af kontrol er det mest almindelige tarmproblem ved MS. Disse symptomer kan forværres yderligere med forringet følesensibilitet, nedsat mobilitet/balance, dysfunktion i underbenene og manglende erkendelse af symptomerne.

De følelsesmæssige og psykologiske følger af MS, der er forbundet med symptomer på tarmdysfunktion, har en massiv indvirkning på personens selvtillid og livskvalitet.

 

Nedenfor kan du downloade mere materiale om netop dette emne.

Emner: